Fra gode intentioner til reelt engagement
Hvordan skaber man aktiviteter, der ikke bare informerer, men som faktisk engagerer mennesker på tværs af kulturer? Det er kernen i et nyt gratis kompetenceforløb under Udenrigsministeriets engagementsinitiativ Samme Sol.
Forløbet “Alt det vi deler under Samme Sol” er målrettet organisationer og foreninger, der allerede arbejder med at skabe møder mellem danskere og mennesker fra særligt det afrikanske kontinent. Her er fokus på at styrke evnen til at engagere flere og skabe mere aktiv deltagelse.
Konkrete værktøjer og arbejde med egen praksis
Gennem tre moduler får deltagerne konkrete redskaber til at udvikle aktiviteter, der skaber nysgerrighed, deltagelse og ligeværdige møder. Der arbejdes med egne cases, så læringen tager direkte afsæt i deltagernes virkelighed.
Forløbet har særligt fokus på, hvordan man omsætter gode intentioner til formater, der involverer og fastholder deltagere. Deltagerne får mulighed for at dele erfaringer og udvikle deres arbejde i samspil med andre organisationer.
Nye fortællinger og stærkere forbindelser
Mange danskere møder stadig udviklingslande gennem ensidige fortællinger om krise og konflikt. Forløbet sætter derfor fokus på, hvordan man kan skabe mere nuancerede og engagerende møder, der bygger på fælles interesser og menneskelige forbindelser.
Målet er at styrke de aktører, der allerede er i gang, så de kan engagere endnu flere danskere og skabe stærkere relationer på tværs af kulturer.
Praktisk information
Forløbet løber fra juni til september 2026 og er gratis at deltage i.
Første modul afholdes:
Tirsdag den 16. juni i København
Onsdag den 17. juni i Aarhus
Andet og tredje modul afholdes samlet lørdag den 26. september på Fyn. Transport og forplejning dækkes.
Tilmelding er nødvendig, og pladserne er begrænsede.
Spørgsmål om forløbet skal stilles til Democracy X, som står bag Samme Sol.
I tilmelder jer ved at sende en mail til Lise Coermann på lcm@demx.dk senest d. 25. maj, med information om jeres forening/organisation og antal ønskede deltagere. Vi anbefalder at I er to eller flere, der deltager på forløbet sammen.