Ansvaret for legatet
Modtager af forvaltningslegater har ansvaret for legatets forvaltning, herunder:
- At legatet anvendes i overensstemmelse med retningslinjerne.
- At rapportering og regnskabsaflæggelse sker i overensstemmelse med gældende regler beskrevet i disse retningslinjer.
- At sikre visum og andre fornødne tilladelser i forbindelse med indsamling af historier og materiale om relevant.
- At indberette til CISU, såfremt der sker væsentlige ændringer i tidsplanen for legatets anvendelse, væsentlige brud på bevillingsforudsætningerne eller konstaterede uregelmæssigheder, herunder mistanke om tyveri, bedrageri, korruption, misbrug eller andre tilsvarende uregelmæssigheder.
- At sikre adgang for CISU, Udenrigsministeriets og Rigsrevisionen til at efterprøve anvendelsen af legatet.
Kontrakt
CISU sender legatmodtager en underskrevet kontrakt på mail, såfremt legatet godkendes. Af kontrakten fremgår deadlines, som skal overholdes.
Kontrakten skal underskrives i hånden eller digitalt og returneres via Vores CISU. Først når CISU har modtaget en underskrevet kontrakt, vil udbetaling af midler kunne finde sted.
Udbetaling af midler
For at anmode om en udbetaling af legatet, anvendes formatet til udbetalingsanmodninger, som findes på www.openpuljen.dk. Denne skal uploades via Vores CISU under den pågældende bevilling på fanen ’Ind- og Udbetalinger’. OBS på at det fulde legat udbetales på en gang.
Der kan anmodes om udbetalinger via Vores CISU året rundt. Behandlingstiden er ca. en uge, som dog kan forlænges i forbindelse med lukkedage i CISU.
Ændringer i tidsperiode og budget
Legatet skal bruges i overensstemmelse med bevillingsgrundlaget, dvs. den godkendte ansøgning og det godkendte budget samt øvrige dokumenter, der ligger til grund for bevillingen. Dog kan det være nødvendigt at foretage ændringer undervejs.
Følgende ændringer skal forhåndsgodkendes hos CISU:
- Ændringer vedrørende den godkendte tidsperiode. F.eks. forlængelse af perioden. OBS på at perioden fra start til slut ikke må overskride 24 måneder i alt.
- Ændringer vedrørende legatets formål. F.eks. hvis man må aflyse eller ønsker at tilføje aktiviteter, der har betydning for realisering af legatets formål.
- Når omfordeling af midler mellem hovedbudgetlinjer overstiger 10 % af den mindste hovedbudgetlinje, der omfordeles til eller fra.
- Når omfordeling af midler vedrører budgettet for lønomkostninger, personaleydelser[1] og revision.
- Brug af budgetmarginen til at udvide eller omformulere projekten.
- Brug af budgetmarginen på lønomkostninger, personaleydelser[2] eller revision.
Ændringer, der ikke omfatter ovenstående punkter, skal ikke forhåndsgodkendes hos CISU. De skal derimod oplyses og begrundes i den afsluttende rapport samt i det afsluttende regnskab.
Anmodninger om ændringer i projektet eller budgettet uploades via Vores CISU ved brug af skemaet ”Anmodning om ændring af projekt, projektperiode og/eller budget”, som kan findes på www.openpuljen.dk. CISU skal have anmodningen i god tid og inden initiativets afslutning.
Rapportering
Modtager af legatet skal udarbejde en afsluttende rapport ved brug af formatet hertil, som findes på www.openpuljen.dk senest to senest to måneder efter legatperiodens afslutning.
Afsluttende regnskab
Revisionen af legatet foretages af en revisor, der er udpeget af CISU til at varetage opgaven.
Kontaktoplysninger på den CISU-udpegede revisor:
Martinsen Rådgivning og Revision (tidligere Elley Revision ApS)
E-mail: cle@martinsen.dk, att. Claus Elley
Telefon: 7578 1888
Udgiften til revisionen afholdes direkte af CISU ved godkendelsen af det afsluttende regnskab. Revisionen skal udføres efter CISUs forvaltningsvejledning samt Udenrigsministeriets revisionsinstruks for bevillinger under 500.000 kr.
Senest to måneder efter projektens slutdato fremsendes følgende dokumenter til revisor:
- Udfyldt regnskabsformat
- Udfyldt revisionstjekliste., som kan findes her på siden.
- Dokumentation i henhold til revisionstjeklisten
- Originalbilag i henhold til revisionstjeklisten (både elektronisk (pdf) og fysisk med posten)
- Kopi af afsluttende rapport
CISU fremsender bevillingsmail inkl. kontrakt og godkendt ansøgning til revisor.
I forbindelse med fremsendelsen af ovenstående, aftales den endelige deadline for revisionen af det afsluttende regnskab med revisor. Deadline for indsendelse af det afsluttede reviderede regnskab til CISU er tre måneder efter slutdato.
Revisor returnerer det reviderede afsluttende regnskab til legatmodtager, som uploader det via Vores CISU. Revisors påtegning og ledelsespåtegningen skal være underskrevet i hånden i dokumentet eller med digital signatur. Det afsluttende regnskab uploades til Vores CISU uden bilag.
[1] Særlige lovbestemte personaleudgifter såsom skatter m.v. samt lokale udgifter til forsikring, sikkerhedstræning m.v.
[2] Særlige lovbestemte personale udgifter såsom skatter m.v. samt lokale udgifter til forsikring, sikkerhedstræning m.v.