Skip til hoved indholdet

OpEn fortsætter fire år mere

Oprettet 28 februar 2025
Logo for OpEn med banner bag ved
Jacob Crawfurd

I god tid har Udenrigsministeriet meddelt, at bevillingen til OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje, er blevet forlænget med endnu en fireårig periode, så den løber helt frem til og med 2029.

Mediet Globalnyt.dk var de første til bringe nyheden om forlængelsen af OpEn, torsdag den 27. februar.

”Vi er selvfølgelig meget glade for forlængelsen, og ikke mindst for, at vi får beskeden i så god tid,” siger Christina Bilde fra Fonden Roskilde Festival, der sammen med Civilsamfund i Udvikling (CISU) i 2022 vandt udbuddet om at forvalte den dengang nye pulje for en periode frem til og med 2025 ”med mulighed for forlængelse”. Og det er den mulighed for forlængelse, Udenrigsministeriet nu har meddelt sig parat til at bevilge.

”Forlængelsen giver en fantastisk mulighed for at arbejde langsigtet og gøre brug af de mange erfaringer, vi har indhøstet i puljens første år. Ideen med at tænke oplysning og engagement sammen har vist sig at være rigtig. Men vi har også set, at det er nødvendigt at gå nye veje for at nå ud til de grupper af befolkningen, der ikke i forvejen interesserer sig for globale spørgsmål. Det er jo et af de centrale formål for puljen, og det får vi nu nogle år til at arbejde videre på, siger Christina Bilde.”

Også i CISU er der begejstring for forlængelsen: ”I en tid, hvor den internationale verdensorden er så udfordret, er der et ekstra stort behov for at styrke de mellemfolkelige kontakter og danskernes viden om verden omkring os,” siger sekretariatsleder Jeef Bech. ”Det får vi nu nogle år ekstra at arbejde for og gøre tingene endnu bedre. Vi havde allerede besluttet, at vi hen over sommeren vil komme med nogle nye initiativer, og dem får vi nu nogle år ekstra til at følge til dørs. Det giver både os og brugerne af puljen mulighed for at tænke mere langsigtet.”

 

En turbulent start

OpEn blev til i 2021 som afløser for den midlertidige Engagementspulje, som Udenrigsministeriet opfandt i 2020-21 som erstatning for den mangeårige Oplysningspulje, der blev sløjfet tidligt i 2020, fordi coronaepidemien satte stort set al rejseaktivitet i stå på ubestemt tid.

Den nye pulje blev annonceret i august 2021, da regeringen præsenterede finanslovsforslaget for 2022 med en årlig bevilling til puljen på 25 millioner kroner. Det skete med et klart ønske om, at pengene skulle gå til projekter, der turde tænke nyt for at nå neutrale målgrupper og skabe nye partnerskaber for forandring.

Men der skulle gå noget tid, inden de første udbetalinger kom. Først skulle forvalterne af puljen nemlig findes. Det skete gennem et åbent udbud, der i maj 2022 blev vundet af et konsortium bestående af CISU og Fonden Roskilde Festival i samarbejde med The Why Foundation og Democracy X (tidligere DeltagerDanmark).

Men først i efteråret 2022 kunne konsortiet annoncere den første ansøgningsrunde, der i øvrigt førte til, at alle de 20,5 millioner, der var til rådighed i kalenderåret 2022, blev fordelt. 43 projekter fik støtte, men der var faktisk endnu flere ansøgninger, 48, der blev vurderet støtteværdige, men fik afslag.

Og siden er det gået stærkt. I 2023 modtog OpEn 175 ansøgninger og måtte give afslag til 72 projekter, selvom de blev vurderet støtteværdige. I alt 49 projekter fik støtte i 2023. I 2024 steg interessen for puljen yderligere, og det blev besluttet at skære de to årlige ansøgningsrunder ned til én. Alligevel modtog OpEn 80 ansøgninger, hvoraf de 61 blev vurderet støtteværdige, men der var kun penge til de 26 projekter, der opnåede den højeste score.


Læs hele Globalnyts nyhed her.