Skip til hoved indholdet

Mød OpEn på folkemøder i sommeren 2023

Oprettet 26 april 2023
Glade mennesker på en båd

Til sommer kan man møde OpEn på Klimafolkemødet i Middelfart, Folkemøde Møn og på Kulturmødet Mors. De tre folkemøder afholdes alle i august og september. 

- Vi er i fuld gang med planlægningen og glæder os til i samarbejde med bevillingshaverne at komme ud til endnu flere danskere med nogle af de mange spændende metoder og formater, som er støttet i puljen, siger Amalie Palle Petersen, koordinator for OpEns deltagelse i folkemøderne. 

Folkemøderne er valgt på baggrund af en række kriterier. Det vigtigste er, at en del af deltagerne på folkemøderne er den såkaldte ’neutrale’ målgruppe. Det vil sige, at de endnu ikke har en stor interesse for eller taget stilling til global udvikling.

På alle folkemøderne består OpEn-platformen både af en stand og formater, som udkommer på scener til et større publikum. Det er første gang, at OpEn deltager på folkemøder, da den første ansøgningsrunde til puljen var i oktober 2022. Derfor er det også bevillingshavere fra denne runde samt bevillingshavere af formidlingslegater, man kan møde på folkemøderne.

-
Der har været god interesse for at deltage, selvom mange bevillingshavere stadig er i opstartsfasen af projekterne. Vi arbejder på at færdiggøre programmet, som offentliggøres her på openpuljen.dk, siger Amalie Palle Petersen og afslutter:

- Vi håber, I vil være med til at sprede ordet om OpEn på folkemøderne i jeres netværk. Vores vigtigste mål er at nå ud til neutrale målgrupper, men et besøg på en af OpEn-platformene er også en god mulighed for at allerede interesserede kan blive inspirerede af spændende metoder til at oplyse og engagere danskere i global udvikling.

Program for OpEn på Folkemøde Møn

Program for OpEn på Kulturmødet Mors

Program for OpEn på Klimafolkemødet